Overfladetilpassede rensegeler – en skånsom metode til rensning af sarte overflader
Der udvikles hele tiden nye og forbedrede teknikker indenfor konservering, og for Kunstkonserveringen er det af højeste prioritet at følge med i udviklingen og tilegne sig nye metoder. Derfor har to konservatorer fra Kunstkonserveringen netop deltaget i kurset ’The use of aqueous gels and emulsions for the cleaning of painted surfaces’, organiseret af KEP/ODM, hvorfra de vendte hjem med masser af ny viden samt en række opskrifter på rensegeler.
Gelerne er udviklet til at fjerne overfladesnavs på sarte overflader som akrylfarvelag og visse ikke-ferniserede oliemalingslag. Mange malerier har sarte overflader, som besværliggør afrensningen af overfladesnavs. Et tilbagevendende problem ved rensning af sarte og fugtfølsomme overflader er for eksempel blænding, som viser sig som en mælkehvid tåge i farvelaget, når det bliver udsat for fugt. Men rensegelerne fremstilles, så de er tilpasset en specifik overflade, og man sikrer derved, at rensningen ikke går for dybt og fjerner iboende materialer i farvelaget eller på anden måde påvirker farveoverfladen negativt.
Når en rensegel skal fremstilles til et specifikt maleri, tager man udgangspunkt i en måling af konduktivitet (elektrisk ledningsevne) og pH-værdien på maleriets overflade. Til målingen anvendes en neutral gel, idet man ved hjælp af en konduktivitetsmåler og en ph-måler kan registrere de ioner, som overgår fra maleriets overflade til gelen.
Princippet ved fremstilling af rensegelen er at blande vand med en syre og en base for at opnå en pH og konduktivitet, som matcher værkets overflade. Til blandingen tilsættes slutteligt et stof, som gør den vandige opløsning tykflydende og geléagtig. Den geléagtige konsistens modvirker, at vandopløsningen trænger ind i farvelaget. I stedet arbejder rensegelen på overfladen, hvor snavset befinder sig.
Det er vigtigt, at der er overensstemmelse mellem måleværdierne for rensegelen og maleriets overflade. Er rensegelens konduktivitet højere end maleriets, kan farvelaget svulme op, da vandet trænger ind i farven. Modsat kan en for lav konduktivitet skade farvelaget. PH'en er også vigtig, da en for høj pH-værdi kan medføre at ellers iboende uopløselige stoffer, for eksempel fedtsyrer i en oliemaling, kan blive opløst og dermed "vaskes væk" i renseprocessen.
Inspireret af kurset har Kunstkonserveringen indkøbt en konduktivitetsmåler og er påbegyndt fremstillingen af de første 'overfladetilpassede' rensegeler. Gelerne har forskellig pH-værdi og konduktivitet, og de blev testet ved renseprøver på et ikke-ferniseret oliemaleri af K. Weinert. De afprøvede rensegeler viste stor forskel i renseevne og havde i særlig grad forskellig effekt på farvelaget hvad angår overfladeglans. Hvor der var brugt en gel med høj konduktivitet, var farvefladen blevet mere mat, end der hvor konduktiviteten stemte overens med værkets.
De første forsøg med de ny rensegeler viste, at man ved at tilpasse rensemidlet til det specifikke værk kunne opnå en yderst skånsom og samtidig effektfuld rensning af sarte farvelag på en måde, som efterlader maleriets overflade i overensstemmelse med det originale udtryk med hensyn til farve og overfladeglans.
Med de nye rensegeler har vi på Kunstkonserveringen udvidet vores palet af rensemidler og rensemetoder til sarte og fugtfølsomme overflader. Vi sikrer med den opnåede viden, at vores konserverende behandlinger er så skånsomme og effektive som muligt og bidrager derved til den langsigtede bevaring af kunstværkerne, vi behandler.
Forsøgsrækken blev udført sammen med konservatorstuderende, Ingrid Søgaard, Göteborg Universitet, som har været praktikant på Kunstkonserveringen i perioden august til oktober 2015.