Nyheder

Dryppende oliemaling - Tal R's ’The Smile’

I nyere oliemalerier ser vi ofte et fænomen, som går under betegnelsen ’dryppende maling’. Der forskes i udlandet i en forklaring på fænomenet, som første gang blev beskrevet i forskningslitteraturen i 2010.

'Dryppende oliemaling' går ud på, at visse typer af tubeoliemaling efter en årrække begynder at løbe. Man formoder at forklaringen må søges i sammensætningen af materialer i oliemalingen, således at det gælder visse typer af pigmenter fra visse producenter af tubemaling.

Et eksempel på 'dryppende maling' findes i ARoS' samling af kunst på værket 'The Smile' af Tal R. Kunstkonserveringen påtog sig i 2015 at fjerne den dryppende maling, som for dette maleris vedkommende gælder den hvide maling, som er påført direkte fra tuben, således at den skaber en reliefvirkning sammen med andre farver i maleriet.

Løbende hvis maling på udsnit af 'The Smile'

Maleriet havde allerede den dryppende maling ved erhvervelsen i 2007, hvilket kan ses på fotografier fra erhvervelsestidspunktet. Maleriet har været udstillet i perioder siden, og undervejs er det blevet efterset af konservatorer fra Kunstkonserveringen, og det har ved disse lejligheder kunnet iagttages, hvordan striben med malingen med årene blev længere og længere. Nu, hvor den løbende maling er fjernet, vil maleriet fremover blive tilset jævnligt og eventuel ny, løbende maling vil blive fjernet straks for at lette afrensningen af den.