Nyheder

Enestående Asger Jorn-analyse med ny teknik præsenteres ved Technart 2015

Ved årets Technart konference i Catania har Filiz Kuvvetli fra Kunstkonserveringen fået accepteret en abstract om undersøgelsen af tre Asger Jorn-malerier til mundtlig præsentation. "High-resolution 1H solid-state NMR and non-invasive unilateral NMR of Asger Jorn's paint" er titlen på abstractet, som er skrevet sammen med Cindie Kehlet og Amelia Catalano fra Pratt Insitute i New York samt Jens Dittmer fra Université du Maine, Le Mans i Frankrig.

Filiz Kuvvetli har igennem de sidste 10 år som konservator ved Kunstkonserveringen i Aarhus konserveret og restaureret en række Asger Jorn-malerier fra jyske museer og institutioner, herunder Museum Jorn, KUNSTEN - Museum of Modern Art Aalborg, Randers Kunstmuseum og Silkeborg Bibliotek. Erfaringen herfra er, at Asger Jorns malerier byder på store bevaringsmæssige problemer, men desværre foreligger der ingen undersøgelser af Jorns materialer og teknikker, på trods af at man længe har været bekendt med udfordringerne.

Asger Jorn (1914-73) er uden tvivl en af de mest betydningsfulde danske kunstnere i det 20. århundrede, og hans malerier er en uvurderlig del af vores kulturarv. Det er derfor af særlig interesse at opnå forskningsbaseret viden om de anvendte materialer i malerierne og deres nedbrydningsprocesser. Med den viden vil det være muligt at sikre den rigtige konservering og fremtidige bevaring af værkerne.

Jorns malerier er kendetegnet ved kraftige penselstrøg side om side med en synlig grundering. En hyppigt forekommende skade i Jorns malerier er mangelfuld binding mellem farvelagene, som formodentlig skyldes den ekstremt varierende tykkelse af farvelagene i hans malerier. Desuden er afskalninger, opskalninger og revnedannelser i farvelagene et gennemgående skadesfænomen, som særligt forekommer, hvor det formodes, at cadmiumfarver såsom cadmiumgul, cadmiumorange og cadmiumrød har været anvendt.  

For at kunne analysere årsagerne til revnerne i malerierne, har Filiz Kuvvetli fra Kunstkonserveringen, i samarbejde med Associate Professor Cindie Kehlet fra Pratt Insitute i New York, undersøgt tre malerier tilhørende henholdsvis Museum Jorn, KUNSTEN og Silkeborg Bibliotek. Analyserne er udført med en ny teknik kaldet Faststof NMR (Nuclear Magnetic Resonance) spektroskopi. Metoden kan anvendes til identifikation af den kemiske sammensætning i de enkelte farvelag og nedbrydningsgraden af materialerne på molekylært niveau. Og det er dette vigtige arbejde og resultaterne af det, der vil blive fremlagt ved Technart 2015.