Nyheder

Lagdelte farver

Restaureringen af et vægmaleri på Blaakilde efterskole i Tarm kaldte på brug af forskellige metoder og materialer for at genskabe effekten fra maleriets lagdelte farver.

Centralt placeret i den gamle foredragssal på Blaakilde Efterskole mødes man af et vægmaleri, der står med en dybde og særegent liv i de farvede flader. Vægmaleriet, der er inddelt i tre felter og blandt andre afbilder Brorson og Søren Kierkegaard, er udført i 1955 af Hans Schmidt Madsen (uddannet på kunstakademiet under Elof Riseby) sammen med medhjælper, Poul Bruun Jacobsen.

Umiddelbart synes vægmaleriet at være udført i den traditionelle fresko-stil, hvor farvepigment påføres den våde puds direkte. Men den stærke farvevirkning som er opnået i maleriet viser, at freskoteknikken ikke kan have stået alene. Ved nærmere analyse har konservatorerne fra Kunstkonserveringen kunnet konstatere, at maleren har arbejdet med lagdeling af farvelagene i opbygningen. I maleriet ligger der klare rene farver ovenpå hinanden i lag, og der er gjort udbredt brug af komplementære farver ovenpå hinanden.


Det er denne lagdeling af farver, som giver vægmaleriet dets særlige dybde og liv. Farvefladerne står og ’vibrerer’ eller ’flimrer’ i de forskellige anvendte farvelag, og skaber en optisk effekt, som ikke kunne være opnået, hvis der blot var arbejdet med et enkelt farvelag. Men denne lagdeling af farver er ikke teknisk mulig ved brug af ren freskometode. Det er derfor sandsynligt, at Hans Schmidt Madsen har kombineret freskoteknikken med en såkaldt ’secco’-teknik, hvor farvepigmenterne er bundet i et bindemiddel og - til forskel fra freskoteknikken - påført en tør flade.

For Kunstkonserveringen har arbejdet med restaureringen af vægmaleriet haft fokus på, hvordan man bedst muligt har kunnet genskabe og bevare den stærke farvevirkning, der er opnået ved at have flere farvelag ovenpå hinanden. For at opnå samme effekt, har man valgt at bruge en kombination af tre forskellige metoder. Retoucheringen af vægmaleriet er udført dels med gouache, dels med retoucheringsfarverne Gamblin Conservation Colors, som er særlig udviklet til konserveringsbrug, og endelig med  farveblyanter (Caran d’Ache). Med brug af de forskellige materialer er det lykkedes at opnå en lagdeling af retoucherne som svarer til de originale farvelag, så vægmaleriet på Blaakilde Efterskole nu står og flimrer ligeså levende som før.