Hvordan konserverer man rådne æg? Piero Manzonis 'Achrome. Eggs in acrylic resin.'
Piero Manzonis "Achrome"
Den italienske kunstner Piero Manzoni skabte i 1961-62 værket ”Achrome. Eggs in Acrylic Resin”, som i dag er at finde i Manzoni-samlingen på HEART. For Kunstkonserveringen, der har stået for konserveringen af værket, viste der sig både at være lugtmæssige såvel som bevaringsmæssige udfordringer ved opgaven.
Værk og kunstner
Værket består af 16 æg, som er støbt ind i et kraftigt gulnet, plastiklignende materiale og siden monteret i en plexiglas- montre og indrammet i en træramme. Værket er et af mange ’akromer’ Manzoni skabte igennem sin korte men produktive karriere (han døde allerede som 29-årig). Akromerne blev lavet i forskellige perioder men blev alle kreeret ud fra en eksperimenteren med materialer og stoflighed. De er hvide eller ’farveløse’ værker skabt i forskellige materialer som pels, vat, stof – eller som i dette tilfælde æg støbt ind i plast.
Manzoni var en del af den generelle bevægelse i begyndelsen af 60'erne, der ønskede at stille spørgsmålstegn ved kunsten som Kunstværk med stort K og som betydningsbærende objekt og i stedet pege på værket som en konstruktion og lade det fremstå som materiale per se. Manzoni bevægede sig mere og mere over i konceptkunst og havde en ironisk-humoristisk tilgang til kunsten, som prægede de fleste af hans frembringelser. Et af hans kendteste værker er således 'Merda d'Artista', hvor han fremstillede 90 nummererede og signerede dåser, der alle indeholdt hans egen afføring. Der eksisterer stadig et antal dåser i dag, blandt andet har HEART et eksemplar i museets Manzoni-samling.
HEART's samling af Manzoni-værker er verdens største i offentligt eje. En af årsagerne til, at HEART har så omfattende og enestående en Manzoni-samling, er, at den italienske kunstner var i Herning af flere omgange, hvor de fleste af museets i alt 41 værker blev kreeret. Det var den danske kunstner Paul Gadegaard, som havde lært Manzoni at kende og introducerede ham til tekstilfabrikanten Aage Damgaard, som Gadegaard selv havde et tæt samarbejde med. Damgaard ansatte både danske og internationale kunstnere til at udsmykke og skabe kunstværker på sine fabrikker i Herning, og Manzoni fik her frie hænder til at skabe sin konceptuelle kunst.
Undersøgelser
Manzonis akrom har krævet en række forskelligartede arkivalske og tekniske undersøgelser for at det har kunnet fastslås, hvordan værket oprindeligt er tænkt, og hvad der vil fungere bedst i forhold til bevaringsarbejdet fremover. En uvurderlig hjælp er kommet via et telefoninterview med Alfred Kortsen, der i sin tid hjalp Manzoni med at støbe værket. Kortsen kunne fortælle, at værket er støbt i en træform, hvori en flydende tokomponent plastik blev hældt. Plastikken stank så meget, at der skulle arbejdes udendørs. Først blev plastikken hældt i formen, dernæst blev hele æg placeret i plastikken. Plastikken var let gulnet allerede ved indstøbning. Processen skulle gentages adskillige gange, da der var problemer enten med plastikkens konsistens eller med æg, der gik i stykker. Indstøbninger der ikke lykkedes blev kasseret, og Kortsen huskede det som om, at alle æg i værket fra start har været hele.
For at få et klart billede af værkets bagside og siderne som er dækket af trærammen, er der desuden taget røntgenfotos af værket fra forsiden og fra siden. Røntgenfotografierne viser blandt andet, at æggene er halveret på bundsiden og to af siderne. Da alt tyder på, at æggene oprindeligt har været hele, er det tegn på, at værket er skåret ud af en større indstøbning på to af siderne og bunden. Det kan være gjort umiddelbart efter indstøbningen eller på et senere tidspunkt. Røntgenfotografierne afslører også, at Manzoni har kogt æggene før han støbte dem ind, da man kan se på billederne, at æggeblommerne er indtørrede og revnede.
Bevaringsmæssige udfordringer
Manzonis akrom med æg bærer tydelige tegn på, at en biologisk nedbrydningsproces har været i gang i længere tid og fortsat finder sted. Der udgår således en kraftig og ubehagelig lugt fra værket, når det tages ud af rammen, som sandsynligvis stammer fra æggene. Når æggene går i forrådnelse udskiller de svovlbrinte, som igen, i samspil med fugt, udvikler syre, som er med til yderligere at nedbryde værket.
Også plastikken, som æggene er støbt i, bærer tegn på at være i gang med en nedbrydningsproces. Æggenes udvikling af syre har tydeligvis påvirket plastikken, som er gulnet og har små revner og krakeleringer, som er tegn på nedbrydning. Desuden er der tydelige små lommer med skimmelsvamp i plastikken. Den vigtigste udfordring i bevaringen af værket er at få bremset nedbrydningen af værket så effektivt som muligt, så det ikke yderligere forvitres.
Metode/Fremtidsperspektiver
Selve konserveringsarbejdet med et værk som Manzonis er besværliggjort af, at de mange revner og krakeleringer i plastikken ikke kan limes. Derfor har arbejdet hovedsageligt bestået i at få fjernet støv og snavs mest muligt fra værket og herefter at sikre, at den igangværende nedbrydningsproces bremses mest effektivt. Nedbrydningen af Manzonis akrom er sket i et samspil mellem æggene og det forhold, at værket konstant har befundet sig i en lukket montre uden luftskifte, hvor syre og gas har ophobet sig, og klimaforholdene ikke har kunnet kontrolleres. Det vigtigste tiltag for den fremtidige sikring af værket og formindskelse af nedbrydningsprocessen har derfor været at få værket monteret i en montre med konstant ventilation og klimastyring. Klimastyringen i montren skal dels sikre, at værket opbevares køligt for at forsinke nedbrydningen mest muligt. Dels er det centralt at holde fugtigheden i montren på et så lavt niveau som muligt, da æggene udskiller svovlbrinte, der sammen med vand danner syre, som igen nedbryder værket. En lav fugtighed vil også medvirke til passivisering af uønskede mikroorganismer.
Læs mere om Piero Manzoni og HEART's Manzoni-samling her