Konservering og restaurering af interiørdele på Skovsbo Gods
Konservering og restaurering af interiørdele på Skovsbo Gods
Kunstkonserveringen har taget del i den store og meget omfattende istandsættelse af det privatejede Skovsbo Gods, et restaureringsprojekt der har mange involverede håndværkere.
Kunstkonserveringens del af arbejdet har været at afdække og dokumentere farvelag på træinteriøret, konservere og restaurere vægmalerier i flere rum samt at afdække skjulte vægmalerier i godsets bibliotek. Desuden har Kunstkonserveringens konservatorer konserveret og restaureret imiterede forgyldte tapeter i tre rum, sidstnævnte er endnu ikke færdiggjort.
I 2021 blev de fine vægmalerier, som udgør del af en bemalet rumdekoration på godsets 1. sal, konserveret og restaureret af Kunstkonserveringens monumentalkonservator og farvelagskonservatorer.
Store dele er desværre ikke bevaret på grund af senere ændringer af ruminddelingerne og tidernes ændrede smag. Dog var dele af den fuldstændige rumdekoration stadig at finde under lag af tapeter og nyere malingslag. Nogle af delene ønsker godsets nuværende ejer at lade stå fremme, hvorfor de skal restaureres, og dermed bevidne godsets historie som strækker sig tilbage til 1500-tallet.
Baseret på maleriernes antikinspirerede motiver, deres farveholdning og fine penselføring er vurderingen, at de formentlig kan dateres til slutningen af 1700-tallet eller begyndelsen af 1800-tallet. Der er tale om 2 dørstykker, som har prydet rummets endevægge. Rester af malerier i rummet viser, at der formodentligt har været dekorative malerier centralt placeret på alle væggene, og at de har været omkranset af fine malede ranker udført med frihånd. Forneden på alle rummets vægge har der været malede imiterede paneler med fine skyggevirkninger. Hvordan malerierne var afsluttet mod loftet, er der ingen spor, der viser.
Efter konsolidering af puds- og farvelag blev mangler kittet og retoucheret. En større reparation forneden på det ene dørstykke udgjorde en udfordring, idet der her manglede en stor del af maleriet. Den gamle, cementholdige reparation blev banket ned og lavet på ny, hvorefter hele området blev retoucheret i en neutral retouche ved hjælp af optisk farveblanding af tynde parallelle streger i varierende farvenuancer. Formålet var at nedtone pudsreparationens lyse farve, således at de manglende dele af motivet ikke forstyrrer den visuelle oplevelse af malerierne.