Tizian Døende
Kunstkonserveringen har konserveret det første maleri i et af Willumsens hovedværker, trilogien ’Tizian Døende’. Det kæmpe maleri fra 1935 måler 3,14 meter i højden og 2, 64 i bredden og fyldte godt op på værkstedet – både volumenmæssigt og med sin fantastiske farvepalet.
Willumsen malede værkerne, da han var i 70’erne, og trilogien bliver ofte betragtet som hans fortolkning af sin egen død – og eventuelle genopstandelse udtrykt i trilogiens tredje og sidste maleri, hvor han svæver halvt tiger halvt menneske i himmelrummet. I det konserverede maleri, som er trilogiens første, ses maleren falde ned i en slags mørk hule eller grav, mens hans pensler og paletten falder til jorden – kunstnerens identitet synes at ophøre med at eksistere.
Maleriets tilstand
Det bærende underlag på det store maleri er lærred. Det er kantdubleret og der er desuden et løst støttelærred på bagsiden. Blændrammen har både vertikale og horisontale tværstivere. Farvelaget består af oliefarve og er i nogle områder pastost, maleriet er ferniseret.
Der var generelt revnedannelser over hele billedfladen. Farvelaget havde flere områder med fremtrædende opskalninger og tendens til cupping, men farvelaget virkede generelt relativt stabilt til trods for de fremtrædende opskalninger. Opskalninger udgør dog altid en risiko, og i nogen områder virkede de også ustabile. Der var sporadiske farvetab over hele maleriet, og over tidligere farvetab kunne man se områder med misfarvede retoucher og overmalinger. Maleriet har tydeligvis været retoucheret ad flere omgange, da der er stor forskel på retoucheringerne. Nogle ældre retoucheringer var stadig relativt pæne og lod til at være lavet med olie eller noget andet ikke vandigt, andre ældre retoucheringer var blegnet meget og fremstod skæmmende. Fernislaget var ujævnt og misfarvet, og det var belagt med et lag overfladesnavs. Under blændrammen havde nogle kiler, der var faldet ud, sat sig fast og skabte buler i maleriet. Lærredet var desuden blevet slapt især i bunden, hvor tyngden fra maleriet fik det til at hænge og bule.
Behandling
Maleriet blev først renset for overfladesnavs med en opløsning af varierende styrke alt efter, hvor genstridigt snavset var, og hvor stabilt farvelaget i det pågældende område var. Den sorte baggrund tålte slet ikke vand, så her kunne kun tørrenses med sodsvampe. De blegnede retoucher var vandopløselige og blev derfor fjernet i renseprocessen, andre retoucheringer blev fjernet med ethanol, hvis de ikke fremstod pæne. Opskalninger blev fastlagt og afskalninger kittet, og der blev efterfølgende retoucheret. Kilerne under blændrammen blev fjernet, før maleriet blev udkilet og de nye kiler sikret, så de ikke kan falde ud igen. Den gamle bagsidebeskyttelse i form af træplader blev fjernet og erstattet med nye kanalplader. Rammen er ligeledes blevet renset for snavs og udkittet og retoucheret, hvor det var nødvendigt.