500 kvadratmeter kunst genoprettes

04.Nov 2014
Væggene er præget af ridser og slitage

Det tog Poul Gernes i alt otte år at udsmykke Herlev Hospital, som stod færdigt til indvielse i 1976. Nu har konservatorer fra Kunstkonserveringen for en tid rykket arbejdspladsen ud på hospitalet for at påbegynde restaureringen af dele af det berømte værk. I første omgang er det foyeren og de tilstødende områder, der sættes i stand, men der er også nok at gå i gang med. De 56 malerier, som forhallens udsmykning består af, danner nemlig tilsammen en overflade på 500 kvadratmeter.

Konservatorer fra Kunstkonserveringen er for en tid rykket ind på Herlev Hospital med lamper, maling og pensler for at påbegynde arbejdet med at restaurere Poul Gernes' unikke udsmykning, der pryder hele hospitalet. Og at det er nogle årtier siden det farvestrålende værk stod færdigt, vidner store ridser og hakker og andre former for slitage om. Kunstkonserveringens opgave er at overfladerense udsmykningen, således at Poul Gernes' oprindelige farver igen kommer til deres rette, samt at udkitte og bortretouchere skader. De monokrome flader, som værket består af, kræver, at det fremstår som en helhed uden huller, og målet er at genskabe den helhed. Samtidig skal der tages hensyn til, at udsmykningen er på et hospital og også fremadrettet skal kunne tåle den daglige brug og slitage.

Poul Gernes gennemførte udsmykningen af Herlev Hospital over en otte-årig periode fra 1968 til 1976. For Poul Gernes var der både sociale og funktionelle overvejelser bag udsmykningen, som vejede mindst ligeså tungt som de rent æstetiske. Den konsekvente brug af farver skulle dels gøre hospitalsopholdet mere behageligt, dels skabe struktur imellem de forskellige afdelinger - og så kunne brugen af farver også have en besparende effekt, da ridser og slid ikke ville være så iøjnefaldende på de farvestrålende flader.

At arbejdet på hospitalets omfattende udsmykning ville blive både spændende og en stor mundfuld, var konservatorerne fra Kunstkonserveringen klar over på forhånd, og allerede efter få dages arbejde er de stødt på uforudsete udfordringer, der kræver lidt kreativ tænkning:

"Her, hvor vi arbejder lige nu, har der været rygerum i mange år, og det er kommet bag på os, hvor meget nikotin, der sidder i malerierne. Det har været svært at få det jævnt i overfladerensningen. Nogen farver suger nikotin mere end andre, nogen farver er blødere end andre, så vi har måttet bruge forskellige renseteknikker," fortæller Ioana Rosca Tind og Camilla Brøgger, som også har mødt en anden, mere jordnær udfordring: "Mange af skaderne sidder i gulvhøjde, så vi har måttet have hjælp fra en fysioterapeut. Nu har vi fået nogle gode måtter at ligge på og forskellige arbejdsstillinger, vi kan veksle mellem, når vi skal udbedre skaderne nede ved gulvet."

Restaureringen af Poul Gernes' udsmykning af Herlev Hospital er kommet i stand med støtte fra Statens Kunstfond og Augustinus Fonden.

Research: Ulrikka S. Gernes og Peter Michael Hornung: Maleren og billedhuggeren Poul Gernes' udsmykning af Københavns Amts Sygehus i Herlev.

Ioana Rosca Tind og Camilla Brøgger

 

Tilmeld nyhedsbrev