Jesusbarnet fra Fjelie Kirke

07.Nov 2016
Jesusbarnet

Under arbejdet i kirken, der kan dateres tilbage til 1100-tallet, dukkede denne fine træfigur pludselig op; den havde ligget lidt hengemt på kirkens kontor. Netop nu er Martina Petersson på Kunstkonserveringens værksted i gang med at restaurere figuren, som forestiller Jesusbarnet med sejrsfanen. Figuren er blevet afrenset og har fået fastlagt løse farvelag, og nu gælder det retoucheringen. Til sidst skal sejrsfanen fastgøres til figuren, og så er den klar til at få en plads i kirken igen.

Figuren retoucheres


Det vides ikke præcis, hvor gammel figuren af Jesusbarnet er. Den har tidligere været monteret øverst på prædikestolen i Fjelie Kirke, og der vil den blive monteret igen, når den er færdigkonserveret. Men noget tyder på, at figuren tidligere har siddet på en altertavle og i virkeligheden er kreeret til dette. Den er således helt flad på ryggen, som har den skullet passe til en flade, og Jesusbarnet kigger ligesom nedad, hvilket indikerer at den har været monteret i en vis højde, hvorfra den kunne skue ned på kirkegængerne.

Figuren er flad på bagsiden
Sejrsfanen skal fastsættes

Tilmeld nyhedsbrev