Papirkonservator søges til Kunstkonserveringens afdeling i Helsingør (Projektansættelse)

Arbejdssted: Helsingør
Ansættelse: Seks måneders projektansættelse med mulighed for forlængelse
Timer om ugen: 30-37 efter aftale
Start: 1. januar eller snart herefter
Nu er der mulighed for at komme til at arbejde med kunst i verdensklasse i et uformelt miljø med erfarne kollegaer. Kunstkonserveringen søger en udadvendt og initiativrig konservator med erfaring inden for det grafiske konserveringsområde og med speciale i kunst på papir. Der er tale om en tidsbegrænset ansættelse (seks måneder) med mulighed for forlængelse, hvor du vil arbejde tæt sammen med vores faste papirkonservator.
Om arbejdspladsen
Kunstkonserveringen er et landsdækkende center for konservering med i alt 17 fastansatte fordelt på to afdelinger. Din arbejdsplads vil være på vores afdeling på Kronborg i Helsingør, vi har desuden en afdeling i Silkeborg, som vi har et tæt samarbejde med. Der vil også forekomme arbejde udenfor værkstedet hos vores kunder, som forudsætter kørsel til og fra.
Arbejdsområder
Kunstkonserveringen konserverer og restaurerer kunst for de danske kunstmuseer og kulturinstitutioner og rådgiver indenfor præventiv konservering. Vi udfører mange forskelligartede opgaver, og du kan komme til at arbejde med konservering af kunst udført med traditionelt og utraditionelt sammensatte materialer og på både papir, print, foto, læder, pergament m.m. og desuden tilstandstjek på museer i forbindelse med skiftende udstillinger. Det aktuelle projekt indbefatter en del monterings- og indramningsopgaver og behandling af skimmelramt kunst fra Færøerne.
Kvalifikationer
Vi ønsker en selvstændig og initiativrig kollega, der også påskønner samarbejde og søger viden og sparring med kollegaer både i og udenfor Kunstkonserveringen. Vi lægger vægt på, at du har gode formulerings- og kommunikationsevner, er udadvendt og serviceminded og bidrager til en positiv stemning på arbejdspladsen såvel som hos vores kunder. Du skal have en uddannelse som cand.scient.cons. eller bach.scient.cons. fra Det Kongelige Akademi – Institut for Konservering, eller en ligestillet uddannelse. Fagligt skal du have erfaring indenfor konservering og restaurering af kunst på papir, samt dokumentation og tilstandsvurderinger.
Du skal have kørekort til kategori B.
Vi tilbyder
Vi tilbyder høj fleksibilitet i arbejdstilrettelæggelsen samt sparring og samarbejde med kompetente kollegaer, der vægter det gode sociale samvær højt. Du vil møde fagligt spændende opgaver inden for bevaring af kunst og får mulighed for at arbejde selvstændigt i et veludstyret værksted.
Stillingen er en tidsbegrænset stilling med mulighed for forlængelse. 30-37 timer om ugen efter aftale. Løn efter kvalifikationer.
Ansøgning
Lyder det som noget for dig at blive vores ekstra papirkonservator hos Kunstkonserveringen, så send din ansøgning samt CV og afgangsbevis til tls(at)kunstkonserveringen.dk.
Ansøgningsfristen er 3. december 2025. Vi forventer at afholde samtaler inden jul. Tiltrædelse gerne
1. januar, eller snarest derefter. Har du spørgsmål til stillingen er du velkommen til at kontakte Chefkonservator Tine Slotsgaard på tlf. 49 21 41 55.

